Testamente

Kontakt os og aftal et møde

Hvis du ønsker at få oprettet et testamente, så kontakt os for at aftale et gratis uforpligtende møde på et af vore kontorer i København, Roskilde, Holbæk, Kgs. Lyngby eller Hillerød.

Bor du langt fra et kontor, eller er det besværligt for dig, kan mødet foregå pr. telefon eller hos dig. Ved møde hos dig, skal vi udover selve mødet også bruge tid og udgifter på transport. I den situation beder vi om indbetaling af 600 kr. inden at mødet afholdes.

Ring til os på tlf. 26 12 53 81 eller send en mail til randskov@mail.dk

 

Hvem vil du sikre

I mødet deltager en advokat, som er specialist i arv og testamente. Advokaten skaber sig et overblik over din situation og det familiemæssige, dine økonomiske værdier, og hvem du ønsker at sikre – og på den baggrund rådgiver om, hvilke dokumenter der er behov for.

 

Udkast til testamente

Efter mødet udarbejder advokaten et udkast til testamentet og sender det til dig. Gennemgangen af udkastet med advokaten sker normalt på telefon, hvor I aftaler, om der er noget, der skal ændres.

 

Det originale testamente

Når du har godkendt udkastet, udarbejder advokaten det originale testamente og sender det til dig. Du skal herefter medbringe testamentet og underskrive det for notaren. Notaren gemmer en kopi af testamentet i sit arkiv. I følgebrevet sammen med testamentet vil der være oplysning om notarens adresse og åbningstid. Notaren hører til ved byretten.

 

Underskrift af testamente

Hos notaren skal du medbringe det originale testamente og notarkopien samt billedlegitimation og kr. 300 kontant. Dokumenterne må du først underskrive, når du er hos notaren, som samtidig stiller dig nogle spørgsmål for at sikre sig, at du er klar over, hvad testamentet indebærer. Herefter får du det originale testamente.

 

Nogle steder får du straks det originale testamente med hjem med notarens påtegning. Andre steder bliver testamentet sendt hjem til dig efter nogle få dage, når notaren har påtegnet det. Testamentet er altid gældende straks, når du har underskrevet det. Kopien hos notaren vil altid komme frem, uanset om dit originale testamente er bortkommet. Det skyldes, at alle notartestamenter bliver registreret i Centralregisteret for Testamenter, som skifteretten altid efterser ved dødsfald, og hvor der er en genpart af testamentet.

 

Ægtepagt

Ved en ægtepagt kan ægtefæller indgå en aftale særeje.

En ægtepagt er kun gyldig, hvis den er underskrevet personligt af begge ægtefæller og er tinglyst.

Særeje betyder, at det, som er særeje, ikke indgår i ægtefællernes fællesbo (det kaldes juridisk for formuefællesskab), og det skal derfor heller ikke ligedeles på skifte heraf ved dødsfald eller ved separation/ skilsmisse.

Ægtefæller kan aftale en ud af tre former for særeje: Skilsmissesæreje, fuldstændigt særeje eller kombinationssæreje.

Skilsmissesæreje betyder, at ægtefællerne har særeje ved separations- eller skilsmisseskifte, men fælleseje ved et dødsboskifte. Det betyder bl.a. at den længstlevende ægtefælle får mulighed for at hensidde i uskiftet bo.

Fuldstændigt særeje betyder, at ægtefællerne har særeje både ved et separations- eller skilsmisseskifte og ved et dødsboskifte.

Kombinationssæreje betyder, at aftale herom kan træffes alene med henblik på en af ægtefællernes død, således at den efterlevende ægtefælle beholder sit særeje ved førstafdødes død, men har mulighed for at sidde i uskiftet bo med førstafdødes fællesbo.

Derudover kan aftaler om særeje angå en del af ægtefællernes ejendele og kan tidsbegrænses. Særeje kan i øvrigt også oprettes ved gavebrev eller ved testamente.

Det er ofte en god ide at kombinere et testamente med en ægtepagt om særeje. I forbindelse med bistand ved testamenteoprettelse rådgiver vi om, hvordan testamentets bestemmelser mest hensigtsmæssigt kan kombineres med en ægtepagt om særeje. Særlige forhold spiller ind, hvis en af ægtefællerne er erhvervsdrivende. Dette inddrager vi naturligvis også i rådgivningen.

Derudover bistår vi med oprettelse af den ønskede ægtepagt og sørger for at alle formalia er overholdt, herunder tinglysningen.